om værkerne

Mine værker udspringer af min fascination af kroppens og sindets bevægelser. Jeg arbejder intuitivt og undersøgende, uden en fast plan men med en målrettet søgen efter roen i former, gentagelser og farver. Mine hænder ved ofte mere end mit hoved, og jeg lader dem føre an, når jeg former leret eller lader penslen føre sig frem.

Naturen er min største medspiller. Det er en satans kliché, men jeg kommer ikke udenom den. I vinden, i solen, ved vandet, imellem træerne, under fuglene, ja, i naturen mærker jeg intenst mig selv - her, hvor alt er i bevægelse uden at haste, hvor intet behøver forklaring, og hvor alting hænger sammen. I naturen er der ingen facader, ingen præstation, ingen forstyrrelse. Her kan jeg føle alt, give slip, græde, grine, råbe mod vinden, uden at noget eller nogen påvirkes. Her er jeg ligegyldig på den allerbedste måde – for i mit eget egos ligegyldighed bliver nuet så uendeligt betydningsfuldt.


Jeg arbejder for at mærke, forlænge og kommunikere netop disse øjeblikke, hvor alting falder til ro og øjeblikkets ægthed træder frem. Det varer sjældent længe, måske bare et par åndedrag, men styrken er ikke at tage fejl af. Og derfor bliver jeg ved at søge tilbage.  

I mine værker forsøger jeg at kommunikere netop disse øjeblikke hvor nuets renhed træderfrem.

Mange vil vide, at det har taget mig lang tid at omfavne og bruge ordet ’kunst’ om dét jeg laver, for hvornår bliver en klat ler eller et penselstrøg på et stykke papir egentlig til et kunstværk? For mig skete lige præcis den dag, jeg turde at tage både mig selv og mine værker alvorligt.

om mig

Historien om mig, Anne Ejlerskov, er i al sin enkelhed bare endnu en historie om en ung kvinde, der brænder sig på forventninger, præstationspres, skyld, skam, “burde”, kasser, fart, mere fart, mere, mere, mere, næste, videre, afsted.

Endnu en historie om en, der vist tabte sig selv og opdagede det langt senere end hvad godt er. Det er endnu en historie om én, som en dag sad i et terapilokale og ikke kunne svare på spørgsmålet: “Hvad gør dig egentlig glad?”

Når man så står der midt i fortvivlelsen og desperat forsøger at genfinde både glæde og balance, men gåture og vinterbadning bare ikke rigtig synes nok, ja hvad fanden gør man så?

Jeg fandt en pensel, dyppede den i en klat maling, formede en klump ler – og blev suget ind i en verden af harmoni og forløsning.

I atelieret opløses tid og sted. Logik bliver irrelevant, og hyperfokuset har sin plads. Her kan smerten forløses og bruges til noget. Her kan jeg leve i penslens hypnotiserende gentagelser, farvernes fuldkommenhed og formernes beroligelse. Det virker helt utænkeligt at skulle forlade atelieret igen – så jeg tror sgu, jeg bliver lidt.

Det her er så min kunstneriske verden – et univers af bløde former, hypnotiserende mønstre og vedholdende gentagelser. Fordi det gør mig godt.